Jeg så, at den ene vagt var forløbet efter den anden. Skulle der af den grund være mindre årvågenhed? O nej! En uophørlig årvågenhed er så meget mere påkrævet, for nu er tiden kortere, end før den første vagt var til ende. ... Når vi vågede med uformindsket årvågenhed dengang, hvor meget mere påkrævet er da ikke dobbelt årvågenhed i den anden vagt. Forløbet af den anden vagt har bragt os til den tredje, og nu er der ingen undskyldning for at slå af på vor årvågenhed. Den tredje vagt fordrer tredobbelt alvor. At blive utålmodige nu ville være ensbetydende med at miste hele den alvorlige, vedholdende årvågenhed, vi indtil nu har udvist. Den lange mørke nat er prøvende, men morgenen udsættes i nåde, fordi så mange ville blive fundet uforberedte, hvis Herren skulle komme. Grunden til den lange tøven har været Guds uvilje til at lade sit folk gå fortabt. ... Forskellen mellem dem, der elsker verden, og dem, der elsker Jesus, er så tydelig, at der ikke kan tages fejl. Medens de verdslige er ivrige og begærlige efter at sikre sig jordiske skatte, skikker Guds folk sig ikke lige med verden, men viser med deres alvorlige, vågende, ventende holdning, at de er blevet forvandlede; at deres hjem ikke er i denne verden, men at deres hu står til et bedre, nemlig det himmelske fædreland. {2T 192-194}