¨Ve Zions sorgløse mænd, . . . I, som afviser ulykkesdagen og bringer urettens sæde nær. De ligger på elfenbenslejer, henslængt på deres bænke; af hjorden æder de lam og kalve fra fedesti; de kvidrer til harpeklang og opfinder strengeleg som David; de drikker vinen af kander og salver sig med ypperste olie, men sørger ej over Josefs skade. Derfor skal de nu føres bort forrest i landflygtiges flok. Dagdrivernes skål får ende.¨