Disse to helbredte besatte var de første missionærer, som Kristus udsendte for at prædike evangeliet i Dekapolis egne. Kun i nogle få øjeblikke havde disse mænd haft den forrettighed at lytte til Kristi lære. De havde aldrig hørt en eneste prædiken fra hans mund. De kunne ikke belære folket sådan som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus. Men de medbragte i sig selv beviset for, at Kristus var Messias. De kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og oplevet af Kristi kraft. Dette er, hvad enhver kan gøre, hvis hjerte har følt Guds nåde. Johannes, den discipel, Herren elskede, skrev: "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, livets ord, ..... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer." 1. Joh. 1,1-3. Som Kristi vidner bør vi fortælle, hvad vi ved, hvad vi selv har set og hørt og følt. Hvis vi skridt for skridt har fulgt Jesus, må vi have noget afgørende at fortælle om den måde, på hvilken han har ført os. Vi kan fortælle, hvordan vi har sat hans løfter på prøve og fundet, at hans løfter var sande. Vi kan vidne om, hvad vi har erfaret af Kristi nåde. Det er til dette vidnesbyrd, Herren kalder os, og uden det vil verden gå til grunde.