Jeg lægger pennen fra mig og opløfter min sjæl i bøn om, at Herren vil ånde på sit frafaldne folk, der er som tørre ben, at de måtte blive levende. Enden er nær og lister sig ind på os så snigende, så umærket, så lydløst som tyvens forsigtige trin om natten, for at overraske de sovende, som ikke våger og er rede. Måtte Herren nådigt lade sin Helligånd virke på de hjerter; som nu føler sig trygge, at de ikke skal sove som de andre, men våge og være ædru.