Efter de skriftkloges vurdering bestod religionen væsentligst i altid at være i fuld aktivitet. De var afhængige af en eller anden ydre handling for at vise deres store fromhed. Derved skilte de deres sjæle fra og opbyggede sig selv i indbildskhed. Disse farer findes stadig. Når aktiviteten forøges og det lykkes at udrette noget for Gud, så er der fare for at sætte sin lid til menneskelige planer og metoder. Der er en tilbøjelighed til at bede mindre og have mindre tro. Ligesom disciplene er vi i fare for at miste vor afhængighed af Gud af syne og søge frelse i vor aktivitet. Vi må bestandig rette vort blik mod Jesus og forstå, at det er hans magt, der udfører arbejdet. Skønt vi skal arbejde alvorligt for de fortabtes frelse, må vi også tage tid til meditation, bøn og granskning af Guds ord. Kun det arbejde, der udføres under megen bøn og helliges ved Kristi fortjeneste, vil til slut vise sig at have virket til det gode.