Tænk over det, og betænk så, hvor lidt vi er villige til at ofre for dyrebare sjæles frelse. Vi tvinges ikke bort fra vort hjem og ud på en lang og trættende rejse for at redde et menneske, som er ved at omkomme. Lige i vor nærhed, overalt omkring os, alle vegne er der sjæle at frelse, sjæle, som er ved at gå fortabt, mænd og kvinder, som dør uden håb og uden Gud og dog bekymrer det os ikke, i virkeligheden siger vi med vore handlinger, om ikke med ord: "Skal jeg vogte min broder?" Disse mænd, som satte livet til under forsøget på at redde andre, bliver af verden lovprist som helte og martyrer. Vi, som har håb om evigt liv, hvordan burde vi ikke føle det, dersom vi undlader at bringe de små ofre, Gud kræver af os for at frelse vore medmennesker?