Jeg vender ofte bort fra disse selvforskyldte syge menneskers sygesenge, der dør lidt efter lidt af dovenskab, en sygdom som ingen andre end de selv kan kurere. Jeg ser unge mænd og kvinder som kunne være til velsignelse for deres forældre, hvis de ville dele livets bekymringer og byrder med dem. Men det føler de ikke noget for, fordi det ikke er passende, men man bliver noget træt af det. De bruger meget af deres tid på forfængelige fornøjelser, udfører ikke de nødvendige pligter for at få en erfaring som vil være til stor værdi for dem i deres fremtidige kampe, med det virkelige livs vanskeligheder. De lever kun for nuet, og forsømmer de fysiske, mentale og moralske kvaliteter som udruster dem til livets nødssituationer og giver dem selvtillid og selvrespekt i trængslens og farens stund.— Helsereformeren, januar, 1871, side 132, 133.