Menneskehjertets usselhed forstås ikke. Der er altid enkeltpersoner i forbindelse med vore institutioner, hvis karakter sættes i en ringere form, og de behøver ikke andet end et opmuntrende ord fra dem i højere stillinger, for at tage sig friheden at stilne det uhellige hjerte. Der er dem på sanatoriet som ikke er åbenlyse syndere; de skjuler deres synder for mennesker øjne; de har en rimelig ydre moralitet; men Herrens øjne ser dem. De finder midler til at stilne den lave sensuelle trang; deres liv plettes til, og de besmitter andre med deres eksempel . . . . .