For Adam var det, som om han med egen hånd udgød Guds Søns blod, da han aflivede det uskyldige offer. Han var klar over, at hvis han havde været tro mod Gud og hans hellige lov, havde intet dyr eller menneske nogen sinde behøvet at dø. Men nu var håbets stjerne tændt over fremtidens mørke og kval, for bodsofringerne pegede frem mod Guds Søns mægtige og fuldkomne offer. Det betød befrielse fra menneskets yderste håbløshed og tab. I begyndelsen var familiens overhoved hjemmets præst og regent. Efterhånden som slægten voksede på Jorden, udvalgte Gud mænd til at udføre denne højtidelige offergudstjeneste for folket. Dyrets blod skulle henlede synderens tanke på Guds Søns blod. Offerets død skulle bevise for alle, at syndens straf er døden. I offer handlingen bekendte synderen sin skyld og viste en fremadrettet tro på Guds Søns mægtige og fuldkomne offer, som dyreofferet var et forbillede på.