Lysten til tom ære og selviske ambitioner er den klippe, hvorpå mange har lidt skibbrud og gjort mange menigheder kraftesløse. Det er dem, der kender mindst til helligelse, som har den ringeste forbindelse med Gud, der med størst ihærdighed søger de eftertragtede stillinger. De har ingen forståelse for deres svaghed og karakterbrist. . . . Den, som til stadighed ser hen til Jesus, opdager hans selvudslettende kærlighed og dybe ydmyghed, og vil efterligne hans eksempel. Hjertet må renses for stolthed, ærgerrighed, bedrag, had og selviskhed. Hos mange er disse onde tendenser delvis undertrykt, men ikke rykket op med rod af hjertet. Under gunstige vilkår springer de ud igen og blomstrer frem i åbent oprør mod Gud. Heri ligger den frygtelige fare. At holde fast ved nogen synd er at opmuntre en fjende, som kun står på vagt for at ruinere os i et ubevogtet øjeblik. . . . Guddommelig nåde er vort eneste håb.