Medens Jesus arbejdede som barn og ung mand, udvikledes hans sjæl og legeme. Han brugte ikke sine legemlige kræfter hensynsløst, men på en sådan måde, at han bevarede dem sunde, så han kunne udrette det bedste arbejde i alle retninger. Han ville ikke yde noget mangelfuldt, heller ikke når det angik behandlingen af værktøj. Han var en fuldendt dygtig arbejder, og hans karakter var også fuldendt. Ved sit eget eksempel lærte han os, at det er vor pligt at være flittige, at vort arbejde bør udføres med akkuratesse og omtanke, og at et sådant arbejde er ære værd. Den opøvelse, som lærer hænderne at gøre et nyttigt arbejde og træner de unge til at bære deres del af livets byrder, giver fysiske kræfter og virker udviklende på alle evner. Alle burde skaffe sig noget at gøre, som kan være til gavn for dem selv og til hjælp for andre. Gud indstiftede arbejdet som en velsignelse, og kun den, der arbejder flittigt, finder livets sande ære og glæde. Guds velbehag hviler med kærlig beskyttelse over børn og unge, der med glæde påtager sig deres del af pligterne i hjemmet, og som deler faders og moders byrder med dem. Den slags børn vil blive nyttige medlemmer af samfundet, når de forlader hjemmet.