Hyrden sammenlignes med Kristi forhold til sit folk. Efter syndefaldet betragtede han sine fårs ynkelige stilling, idet de stod over for den sikre undergang. Han forlod æren og herligheden i sin Faders hus for at blive en hyrde, . . . som skulle frelse fårene, der var på vej til ødelæggelse. Med en tiltalende stemme lød hans kald til dem om at komme ind i folden, hvor der var sikkerhed mod røvere, den brændende varme og de iskolde vindstød. Han viste sine får stadig omhu til deres bedste. Han styrkede de svage, plejede de sårede og løftede de små lam op i sine arme og bar dem ved sit bryst. Hans får elsker ham. Han går foran sine får, mens de hører hans stemme og følger efter. »Men en fremmed vil de ikke følge. De vil flygte for ham, fordi de ikke kender de fremmedes stemmer.«1 Kristus siger: »Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.«