Jesus ønskede, at menneskets værdi skulle gøres virkelig i disciplenes bevidsthed. Han forlanger samarbejde af sine efterfølgere i opgaven med at redde vildfarne syndere. Der er et fortabt får, det allermindste antal, som kan tælles, og dog er han hyrden, som forlader de nioghalvfems og går ud i bjergene for at opsøge det ensomme og forvildede. Hvorfor er Guds sønner og døtre da så ufølsomme, så ligegyldige over for mennesker, der går fortabt lige omkring dem? Hvorfor er menighedens medlemmer så villige til at lade hele byrden hvile på præstens skuldre? Hvilken alvorlig misforståelse, da enhver, der modtager nåden, skulle tage sin del i at redde dem, der er fortabt.