Disciplene vedblev at lægge livets ord frem for jøderne i Jerusalem hvor de stærkeste fordomme herskede, og hvor der var de mest forvirrende meninger om ham, som blev korsfæstet som en forbryder. Nu talte de om Kristi gerning og opgave, hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Med forundring lyttede præster og rådsherrer til apostlenes klare, frimodige vidnesbyrd. Den opstandne frelsers magt var virkelig overdraget til disciplene. Tegn og mirakler fulgte deres gerning, så de troendes antal voksede dagligt. Folk lagde de syge langs gaderne hvor disciplene gik forbi, »på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem«. Man førte også folk frem, som var besat af onde ånder. Folkeskaren samledes omkring dem, og de, som blev helbredt, priste højlydt Gud og lovede Forløserens navn.