For Paulus var korset det eneste, der virkelig betød noget. Lige siden den gang han blev standset under sin forfølgelse af den korsfæstede nazaræers disciple, var han aldrig holdt op med at ophøje korset. Dengang var der blevet skænket ham en åbenbaring af Guds grænseløse kærlighed, sådan som den havde åbenbaret sig ved Kristi død, - og der var sket en forunderlig forandring i hans liv, hvorved alle hans planer og formål var kommet i samklang med Himmelen. Fra denne stund var han blevet et nyt menneske i Kristus. Han vidste af personlig erfaring, at når en synder møder Faderens kærlighed, som han gør det ved at se, hvordan Gud ofrede sin Søn, - og indordne sig under den guddommelige vilje, så sker der en sindsforandring, og fra det øjeblik er Kristus alt i alle.