Da Paulus blev omvendt, opfyldtes han af et brændende ønske om at hjælpe sine medmennesker til at betragte Jesus fra Nazaret som den levende Guds Søn, der er mægtig til at forvandle og frelse. Fra den tid var hans liv helt og fuldt viet til forkyndelsen af den korsfæstedes kærlighed og magt. I Paulus' store, kærlige hjerte var der plads til alle slags mennesker. Han siger: »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld.« Rom. l, 14. Fremdriften og drivkraften i hans handlemåde var kærlighed til ærens Konge, som han så ubarmhjertigt havde forfulgt i hans tjeneres skikkelse. Hvis hans iver for at følge pligtens vej nogensinde var svækket, var et blik på korset og den forunderlige kærlighed, som åbenbarede sig der, nok til at få ham til at »binde op om sit sinds lænder« og haste fremad på selvfornægtelsens vej. . . .