Satan frister menneskesjælen mest, når den er svagest. Han håbede også at kunne besejre Guds Søn ved hjælp af denne taktik, fordi han havde benyttet den til at vinde så mange sejre over mennesket. Mange af retfærdighedens tapre forsvarere gav efter for fristelsen, efter at deres viljekraft og tro var blevet svækket. Det var, da Moses var kørt træt efter fyrre års ørkenvandring og kamp med folkets vantro, at han et øjeblik slap sit tag i den Almægtige. Han svigtede netop på grænsen til Det forjættede Land. Det gik Elias på samme måde. Den mand, som havde stolet på Herren i tørkens og hungersnødens år - han, som trådte uforfærdet frem for Akab, og som under den store prøve på Karmel havde stået over for den israelitiske nation som den sande Guds eneste vidne - han lod frygt for døden besejre troen på Gud under et øjebliks træthed. Det samme gentager sig i dag. . . .