Menighedens liv er afhængigt af den interesse, medlemmerne har for dem uden for folden. Guds menighed må tænke på, at Kristus lod sig ofre for at frelse verden fra undergang. Han blev fattig for vor skyld, for at vi ved hans fattigdom kunne opnå evige rigdomme. Skal de, som Gud har velsignet med kendskab til sandhederne i Guds ord så være snæversynede i deres planlægning? Lad dem få en klar forståelse af deres uhyre taknemmelighedsgæld og fjerne enhver snert af selviskhed, så Herren kan udøse sin Hellige Ånd over dem. Lad dem søge Herren, mens han findes, og kalde på ham, den stund han er nær. De har ingen grund til at vise vantro og beklage sig. De må holde op med at finde fejl og knurre, og i stedet opmuntre til taknemmelighed for al den nåde og velsignelse, de har modtaget i tiden, der gik. Lad dem prise og love Herren for lyset i hans ord, som oplyser deres vej og lukke det ind i hjerte og sind, så det kan skinne for dem, der vandrer i mørke. Så vil de være rede til at udføre deres gerning til ære og pris for Kristus, og at skrive disse ord på deres banner: »Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«