Som verdens Frelser blev Kristus bestandig stillet ansigt til ansigt med tilsyneladende nederlag. Han, som var nådens sendebud til vor verden, syntes kun at udrette lidt af det, han længtes efter at gøre for at højne og frelse. Sataniske kræfter arbejdede bestandig på at krydse hans vej, men det ville han ikke lade berøve ham modet. Han siger ved profeten Esajas: »Min møje er spildt, på tomhed og vind sled jeg mig op - dog er min ret hos Herren, min løn er hos min Gud. . . . I Herrens øjne er jeg æret, min Gud er blevet min styrke.« Det er til Kristus, dette løfte gives: »Så siger Herren, Israels genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af folk, herskernes træl. . . . Så siger Herren. . . jeg vogter dig, og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: 'Gå ud!' til dem i mørket: 'Kom frem!' . . . De hungrer og tørster ikke, dem stikker ej hede og sol. Thi deres forbarmer fører dem, leder dem til kildevæld.«16