Gud har aldrig svigtet sin menighed eller overladt den til sig selv. Selv under fordømmelse og prøvelser, modstand og forfølgelse midt i det moralske mørke, den har måttet gennemgå, har Gud altid haft handlingens mænd, der var rede til at tage ansvaret for at føre hans værk fremad og opad. Han åbenbarede sin sandhed for folket ved patriarker og profeter. Det var Kristus, der underviste sit folk i gammel tid, såvel som da han var Menneskesønnen. Han skjulte ofte sin herlighed i en menneskelig skikkelse, når han viste sig for sit folk og talte med dem ansigt til ansigt, som den ene ven med den anden. Som deres usynlige leder fulgte han dem indhyllet i ild- og skystøtten, men han talte til dem ved Moses. Profeterne, som Gud havde udvalgt til en speciel opgave og til at formidle et specielt budskab, hørte Guds røst. Han sendte dem gang på gang med det samme budskab. Han sendte dem med bud, og lagde dem ord i munden, som folket ikke ønskede at høre. Han forsikrede dem om, at Helligånden ville give dem mund og mæle. Han, der kender hjertet, ville give dem ord, som kunne nå helt ind til folkets bevidsthed. . . .