Til sin sidste stund var Paulus selvet vidne om sandheden i disse ord til korinterne: »Gud, som sagde: 'Af mørke skal lys skinne frem, blev selvet skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslideise med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort legeme.«43 Paulus stolede ikke på sig selv, men på hjælp og bistand fra Guddomsånden, som fyldte hans sjæl og bøjede enhver tanke under Kristi vilje. Profeten siger: »Du vil bevare den i fuldkommen fred, hvis sjæl hviler i dig: fordi han stoler på dig.« Den himmelske fred, der lyste fra Paulus' ansigt, vandt mange sjæle for evangeliet.