Kristi harme var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvormed mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og råds herrernes falske ræsonnementer skimtede han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og skarp; men han talte ikke et hævnens ord. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han lagde ikke noget ophidset sind for dagen. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig harme mod synden; men han vil ikke lade sig forlede til af lidenskabelig vrede at spotte dem, der forhåner ham. Selvom han skulle møde dem, der drives af dybets kræfter til at støtte falskheden, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen.