Enok blev mere præget af det himmelske, mens han vandrede med Gud. Hans ansigt strålede med et helligt lys, som stadig lyste fra hans åsyn, mens han underviste dem, der ville lytte til hans visdomsord. Han bar præg af himmelsk værdighed, og det fremkaldte ærefrygt hos folket. Herren holdt af Enok, fordi han fulgte ham trofast og nærede afsky for synd og oprigtigt søgte efter himmelsk kundskab for at kunne gøre Guds vilje til fuldkommenhed. Han higede efter at komme den Gud endnu nærmere, som han frygtede, ærede og tilbad. Gud ville ikke lade Enok dø som andre mennesker, men sendte sine engle ned for at føre ham til Himmelen uden at smage døden. Både de retfærdige og de ugudelige så, at Enok blev taget bort fra dem. De, som holdt af ham, troede, at Gud måske havde efterladt ham i et af hans tilflugtssteder, men efter at de ihærdigt havde søgt efter ham uden at finde ham, fortalte de, at han ikke var mere, for Gud havde taget ham.