De loyale og trofaste engle forsøgte at forlige denne mægtige oprørske engel med, Skaberens vilje. De forsvarede, at Gud viste Kristus ære, og med kraftige ræsonnementer søgte de at overbevise Lucifer om at han ikke var mindre æret nu, end før Faderen havde bekendtgjort Sønnens værdighed. De gjorde det klart, at Kristus var Guds Søn. Deres eksistens hørte sammen, før englene blev skabt, og han havde altid stået ved Guds højre hånd. Hans milde, kærlige autoritet var aldrig før draget i tvivl. Han havde ikke givet nogen befaling, som det ikke havde været den himmelske hærskares glæde at udføre. De fremhævede, at Kristi modtagelse af Faderens særlige æresbevisning i englenes nærvær, ikke fratog Lucifer noget af den ære, han hidtil havde haft. Englene græd. Med iver søgte de at få ham til at give afkald på sin onde tanke og overgive sig til deres Skaber; fordi alt indtil nu havde været fred og harmoni. . . . Men Lucifer ville ikke høre.