Han kan i denne verden leve som i en himmelsk atmosfære og indgyde de sørgende og fristede på Jorden håbets tanker og længsel efter at blive hellige. Han vil selv komme i nærmere og stadig nærmere samfund med den Usynlige; ligesom den mand, der i gamle dage vandrede med Gud, vil han bestandig komme nærmere til evighedens verden, indtil portene åbner sig, og han går derind. Han vil ikke føle sig som en fremmed. De røster, som byder ham velkommen der, er de helliges røster, de, som var hans usynlige ledsagere på Jorden - røster, som han her lærte at høre og elske. Den, som ved hjælp af Guds ord har levet i samfund med Himmelen, vil føle sig hjemme i det himmelske samfund.