Fra fængslet var Josef blevet ophøjet til hersker over hele Ægypten. Det var en meget ærefuld stilling, men den var vanskelig og farefuld. Det er ikke ufarligt at have en høj stilling. Ligesom uvejret lader den lille blomst i dalen uskadt, mens det rykker det statelige træ på bjergets top op med rod, således kan de, som har bevaret deres retskaffenhed i en beskeden stilling, blive trukket ned i afgrunden af de fristelser, der følger med verdslig fremgang og ære. Men Josefs karakter bestod både modgangens og medgangens prøve. Han udviste samme tro, da han stod i Faraos palads, som da han sad i fængselscellen. Han var stadig en fremmed i et hedensk land, og han var skilt fra sin slægt, der tilbad Gud; men han troede fuldt ud på, at Gud havde ledet hans skridt, og i stadig tillid til Gud udførte han trofast de pligter, der fulgte med hans stilling. . . .