Er det virkelig tilfældet, at kun mennesket, som er skabt i Guds billede, ikke sætter pris på de gaver, som Gud har givet og som kan udvikles og forøges? Hvordan kan de, som har mulighed for at blive ophøjet og forædlet, og udrustet for samarbejde med den største Lærer, verden har kendt, være tilfredse med en ufuldkommen og mangelfuld karakter, og skabe uorden, hvor de kunne være kar til ære, redskaber for Gud? Hvorfor skal de, der er købt for så høj en pris, være så hæmmet af deres verdslige vaner og ugudelige praksis, at de aldrig genspejler skønheden i hans karakter, som har gjort alt, for at et ufuldkomment menneske ved Kristi nåde kan gøre det gode, og til sidst høre de store og herlige ord: »Vel gjort, du gode og tro tjener, gå ind til din herres glæde«?