Hele den naturlige verden er beregnet på at være som en fortolkning af det guddommelige. For Adam og Eva i deres Edenhjem var naturen fyldt med kundskab om Gud, overalt fandt de guddommelig vejledning. For deres lydhøre øren var det, som om haven talte til dem med visdommens røst. Visdommen talte også til øjet og blev modtaget i hjertet, fordi de havde fællesskab med Gud i hans skaberværk. Så snart det hellige par havde overtrådt den Højestes lov, forsvandt Guds stråleglans fra naturens ansigt. Nu er naturen vansiret og besmittet af synden. Men Guds lærdom er ikke udslettet; selv nu, hvis den forstås og fortolkes rigtigt, taler den om sin Skaber. . . . Børnene og de unge, ja, alle de studerende, trænger til at hente lærdom fra denne kilde. Naturens skønhed fører sjælen bort fra synd og verdslige tillokkelser, og hen imod renhed, fred - og Gud.