Her leder Kristus tanken ud på de åbne marker i naturen, hvor øjne og sanser kan opfatte den guddommelige magts vidunderlige gerning. Først henleder han opmærksomheden på naturen, derpå gennem naturen op til naturens Gud, som bærer verdenerne med sin kraft. Han peger på knoppen, der springer ud. . . . Han vogter de små fugle. Ikke en spurv falder til jorden, uden at din himmelske Fader lægger mærke til det. . . .