Folket stod som tryllebundne af frygt og forundring. Deres blik var fæstet på Kristus, hvis knælende skikkelse var indsvøbt i stråleglans en fra den herlighed, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt var forklaret på en måde, som de aldrig før havde set hos noget menneske. Tordenen buldrede og lynene glimtede fra den åbne himmel og en røst lød derfra i frygtindgydende majestæt: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.« . . . Jehovas stemme forsikrede Kristus om, at han havde sønnekår hos den Evige.