Frelseren kaldte sine disciple til sig og bød dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: »Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre.« Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. . . . Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun higede efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle til alle tider blive et mindesmærke til hendes ære og til glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan. . . .