Til stedet for sin himmelfart valgte Jesus den plet, der så ofte var blevet helliget ved hans nærværelse, medens han boede blandt mennesker. . . . Sådan stod Kristus på Oliebjerget og så længselsfuldt ud over Jerusalem. Bjergets småskove og kløfter var blevet helliget ved hans bønner og tårer. De bratte skrænter havde genlydt af skarens triumfråb, da de kårede ham til konge. Ved dets skråninger havde han fundet et hjem hos Lazarus i Betania. I Getsemane have ved bjergets fod havde han bedt og lidt dødelig kval i sin ensomhed. Fra dette bjerg ville han stige op til Himmelen. På dets tinde vil hans fødder hvile, når han vender tilbage. Ikke som en smerternes mand, men som en herlig og sejrende konge vil han stå på Oliebjerget, medens hebraiske hallelujaråb blander sig med hedningernes hosiannaråb og de genløstes stemmer som lyden af en vældig hærskare skal få jubelråbet til at klinge: Kron ham, som er Herre over alle! . . . |