Da han beskrev den herlige scene, der åbnede sig for ham, var det mere, end hans forfølgere kunne udholde. De tilstoppede deres ører for ikke at høre hans ord og udstødte høje skrig, mens de alle som en stormede ind på ham ”og slæbte ham uden for byen«. ”Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: 'Herre, tilregn dem ikke denne synd!' Og da han havde sagt dette, sov han hen.« . . .