Chapter 32 1, 2. Aaron’s Sin, Pacifying—We repeat the sin of Aaron, pacifying, when the eyesight should be clear to discern evil and state it plainly, even if it places us in an unpleasant position, because our motives may be misapprehended. We must not suffer wrong upon a brother or any soul with whom we are connected. This neglect to stand up firmly for truth was the sin of Aaron. Had he spoken the truth plainly, that golden calf would never have been made. The same spirit that led him to shun to declare the whole truth for fear of offending, led him to act a falsehood in pointing to the golden calf as a representation of the One who brought them from Egypt. Thus one unfaithfulness leads to another (Letter 10, 1896).{1BC 1109.5}

kapitel 32

1, 2. Aarons synd, for at holde fred.--Vi gentager Arons synd for at holde fred, hvor vi klart skulle kunne skelne det onde og tydeligt gøre rede for det, selv om det bringer os i en ubehagelig situation, fordi vore bevæggrunde kan blive misforstået. Vi må ikke finde os i, at der sker uret mod en broder eller nogen, vi har forbindelse med. Arons synd bestod i denne undladelse af standhaftigt at forsvare sandheden. Hvis han havde sagt dem sandheden klart og tydeligt, ville guldkalven aldrig være blevet støbt. Den samme ånd som fik ham til at undgå at erklære hele sandheden af frygt for overtrædelse, ledte ham til at gøre et falskneri, ved et pege på guldkalven, som en fremstilling af Ham, der bragte dem ud af Ægypten. Således fører en upålidelighed til den anden (Brev 10, 1896).