Genuine repentance springs from a sense of the offensive character of sin. These general confessions are not the fruit of true humiliation of soul before God. They leave the sinner with a self-complacent spirit to go on as before, until his conscience becomes hardened, and warnings that once aroused him produce hardly a feeling of danger and after a time his sinful course appears right. All too late his sins will find him out, in that day when they shall not be purged with sacrifice nor offering forever. There is a vast difference between admitting facts after they are proved, and confessing sins known only to ourselves and God (The Signs of the Times, May 5, 1881).{2BC 997.2}

Ægte anger udspringer af en fornemmelse af syndens modbydelige karakter. Disse generelle bekendelser er ikke frugten af sand sjælsydmygelse over for Gud. De efterlader synderen med en selvtilfredshed at fortsætte som før, indtil hans samvittighed bliver forhærdet, og advarsler som straks vækkes i ham knapt nok giver ham en fornemmelse af faren og efter en tid virker det som om at hans syndige adfærd er rigtig. Alt for sent vil hans synder blive fundet i ham, på den dag hvor de ikke bliver renset ved et forsagelsesoffer eller brændoffer for evigt. Der er en umådelig stor forskel på at indrømme ting efter at de er blevet kendte, og bekende synder, som kun man selv og Gud kender (ST 5. maj, 1881).