But in time a change came. The spirit of sacrifice was not manifest. In some of our institutions the wages of a few workers was increased beyond reason. Those who received these wages claimed that they deserved a greater sum than others, because of their superior talents. But who gave them their talents, their ability? With the increase of wages came a steady increase of covetousness, which is idolatry, and a steady decline of spirituality. Gross evils crept in, and God was dishonored. The minds of many who witnessed this grasping after higher and still higher wages, were leavened with doubt and unbelief. Strange principles, like evil leaven, permeated nearly the entire body of believers. Many ceased to deny self, and not a few withheld their tithes and offerings. {2BC 1028.6}

Men på den tid indtraf der en forandring. Selvopofrelsens ånd kom ikke så klart frem. I en del af vore institutioner blev nogle få arbejderes løn øget ud over grænsen for hvad der var rimeligt. De som fik denne løn, påstod at de fortjente en større sum end andre, på grund af deres overlegne talenter. Men hvem gav dem deres talenter, deres dygtighed? Efter hånden som lønnen blev øget, kom der også en jævn stigning af begærlighed, som er afgudsdyrkelse, og en stadig nedgang i åndelighed. Grove onder sneg sig ind, og Gud blev vanæret. Mange som var vidne til dette at jage efter højere og stadig højere løn, blev (1029) gennemsyret i deres sind af tvivl og vantro. Besynderlige principper trængte igennem næsten hele flokken af troende, lige som en ondskabens surdej. Mange holdt op med at fornægte sig selv, og ikke få holdt deres tiende og deres offergaver tilbage.