The divine Worker spends little time on worthless material. Only the precious jewels does He polish after the similitude of a palace, cutting away the rough edges. The process is severe and trying; Christ cuts away the surplus surface, and putting the stone to the polishing wheel, presses it close, that all roughness may be worn off. Then, holding the jewel up to the light, the Master sees in it a reflection of Himself, and He pronounces it worthy of a place in His casket.{3BC 1154.2}

Den guddommelige arbejder bruger kun lidt tid på værdiløs materiale. ¨Kun de dyrebare juveler polerer Han efter et palads billede, skærer de rå hjørner bort. Processen er hård og prøvende; Kristus bortskærer den overskydende overflade, og lægger stenen på polerhjulet, presser den tæt, så al råhed kan slides af. Når Mesteren holder juvelen op til lyset, ser han Sig selv i spejlet, og Han erklærer den for værdig til at være i Hans smykkeskrin.