Isaiah had a wonderful view of God’s glory. He saw the manifestation of God’s power, and after beholding His majesty, a message came to him to go and do a certain work. He felt wholly unworthy for the work. What made him esteem himself unworthy? Did he think himself unworthy before he had a view of God’s glory?—No; he imagined himself in a righteous state before God; but when the glory of the Lord of hosts was revealed to him, when he beheld the inexpressible majesty of God, he said, “I am undone; because I am a man of unclean lips, and I dwell in the midst of a people of unclean lips; for mine eyes have seen the King, the Lord of hosts. Then flew one of the seraphim unto me, having a living coal in his hands, which he had taken with the tongs from off the altar, and he laid it upon my mouth, and said, Lo, this hath touched thy lips; and thine iniquity is taken away, and thy sin purged.” This is the work that as individuals we need to have done for us. We want the living coal from off the altar placed upon our lips. We want to hear the word spoken, “Thine iniquity is taken away, and thy sin purged” (The Review and Herald, June 4, 1889).{4BC 1139.4}

Esajas fik et forunderligt syn om Guds herlighed. Han så manifestationen af Guds kraft, og efter at have beskuet Hans majestæt, kom et budskab til ham om at gøre et bestemt arbejde. Han førte sig helt uværdig til dette arbejde. Hvad fik ham til at føle sig selv uværdig? Troede han at han selv var uværdig før han fik et syn om Guds herlighed? - Nej; han indbildte sig at han var retfærdig over for Gud; men da herligheden fra hærskarers Herre blev åbenbaret for ham, da han beskuede Guds uudsigelige majestæt, sagde han: »Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskares Herre!« Men en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: »Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!« Dette er det arbejde som vi som enkeltpersoner behøver at få gjort for os. Vi ønsker det levende kul fra alteret sat på vore læber. Vi ønsker at høre ordet blive sagt: »Din skyld er borte, din synd er sonet!« (RH 4. juni, 1889).