Vision of Glory Leads to Genuine Conviction of Unworthiness—In the year that King Uzziah died, Isaiah was permitted in vision to look into the holy place, and into the holy of holies in the heavenly sanctuary. The curtains of the innermost sanctuary were drawn aside, and a throne high and lifted up, towering as it were to the very heavens, was revealed to his gaze. An indescribable glory emanated from a personage on the throne, and His train filled the temple, as His glory will finally fill the earth. Cherubim were on either side of the mercy-seat, as guards round the great king, and they glowed with the glory that enshrouded them from the presence of God. As their songs of praise resounded in deep, earnest notes of adoration, the pillars of the gate trembled, as if shaken by an earthquake. These holy beings sang forth the praise and glory of God with lips unpolluted with sin. The contrast between the feeble praise which he had been accustomed to bestow upon the Creator and the fervid praises of the seraphim, astonished and humiliated the prophet. He had for the time being the sublime privilege of appreciating the spotless purity of Jehovah’s exalted character. {4BC 1139.7}

Herlighedens syn leder til uværdiges oprigtige overbevisning. - Det år hvor kong Ussia døde, fik Esajas lov til at se det hellige i et syn, og i det allerhelligeste i den himmelske helligdom. Forhængene i den inderste helligdom blev trukket til side, og en trone højt og opløftet, rakte helt op til himlene, blev åbenbaret for mit åsyn. En ubeskrivelig herlighed strømmede fra en fornem på tronen, og Hans optog fyldt templet, idet Hans herlighed til sidst vil fylde (1140) jorden. Keruberne var på begge sider af nådestolen, som bevogtere rundt om den store konge, og de glødede af den herlighed som omgav dem fra Guds nærhed. Idet deres lovprisningssange genlød i dybe og alvorlige tilbedelsestoner, skælvede portens piller, som om det var et jordskælv. Disse hellige vælsener sang lovprisning og Guds herlighed ud, med deres læber der ikke var besmittet af synd. Modsætningen imellem svage lovprisning som han havde været vandt til at bedyre Skaberen med og den brændende lovprisning af seraferne, forbavsede og ydmygede profeten. For en tid havde det været han højeste privilegium at påskønne den pletfrie renhed i Jehovas ophøjede karakter.