Think of Christ’s humiliation. He took upon Himself fallen, suffering human nature, degraded and defiled by sin. He took our sorrows, bearing our grief and shame. He endured all the temptations wherewith man is beset. He united humanity with divinity: a divine spirit dwelt in a temple of flesh. He united Himself with the temple. “The Word was made flesh, and dwelt among us,” because by so doing He could associate with the sinful, sorrowing sons and daughters of Adam (The Youth’s Instructor, December 20, 1900).{4BC 1147.4}

Tænk på Kristi ydmygelse. Han påtog sig det faldne, lidende menneskes natur, som var nedværdiget og besmittet af synd. Han tog vore sorger, har vor skyld og skam. Han udholdt alle de fristelser, som angriber mennesket. Han forenede mennesket med det Guddommelige, en guddommelig Ånd boede i et menneskeligt tempel af kød og tog bolig iblandt os." Og fordi han gjorde det, kunne han færdes mellem Adams syndige sønner og døtre. (YI 20. dec, 1900).