Kapitel 28

1-26. Denne beretning er en stadig sikker grund. - [Ez. 28,1-26 citeret.] Den første synder var en som Gud havde ophøjet meget. Han fremstilles under fyrsten Tyrus symbol, der blomstrer i magt og herlighed. Lidt efter lidt kom Satan for at føje sit ønske om selvophøjelse. Skriften siger: “Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans.” ”Du, som sagde: . . . . »Jeg stormer himlen, rejser min, trone deroppe over Guds stjerner, . . . . den højeste lig« Skønt al hans herlighed var fra Gud, kom denne mægtige engel til at betragte det som noget der tilhørte ham selv. Uden at være tilfreds med sin position, selvom han blev æret over hele den himmelske hær, vovede han at begære den hyldest som alene tilkom skaberen. I stedet for at ville sætte Gud højest i alle skabte væseners hengivenhed og loyalitet, blev det hans bestræbelse at sikre sig deres tjeneste og loyalitet mod sig selv. Og begære den ære som den evige Fader har givet Sin Søn, tragtede denne englefyrste at bemægtige det som Kristus alene havde forret til.