På grund af deres troløshed udviklede Guds udvalgte folk en helt anden karakter, han ønskede. De satte deres præg på sandheden. De glemte Gud og betragtede det ikke længere som en stor forret at være hans repræsentanter. De velsignelser, som de fik, blev ikke til velsignelse for verden. De brugte alle deres fordele til at forherlige sig selv. De ydede ikke Gud den tjeneste, som han forlangte, og de gav ikke deres medmennesker religiøs vejledning og viste dem ikke et helligt eksempel. De gjorde alt, hvad deres onde hjerte tilskyndede dem til. Ligesom befolkningen i verden før syndfloden. På den måde fik de det hellige til at ligne en farce. De sagde: Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel, mens de på samme tid repræsenterede Guds karakter forkert, vanærede hans navn og besmittede hans helligdom. (SW 10. jan., 1905).

13. Se EGW til 3.Mos. 1,3. Bind. I, s. 1110.