3 (Mark 14:53; Luke 22:54; John 18:13). A Corrupted Priesthood—The priesthood had become so corrupt that the priests had no scruples in engaging in the most dishonest and criminal acts to accomplish their designs. Those who assumed the office of high priest prior to, and at, the time of Christ’s first advent, were not men divinely appointed to the sacred work. They had eagerly aspired to the office through love of power and show. They desired a position where they could have authority, and practice fraud under a garb of piety, and thereby escape detection. The high priest held a position of power and importance. He was not only counselor and mediator, but judge; and there was no appeal from his decision. The priests were held in restraint by the authority of the Romans, and were not allowed the power of legally putting anyone to death. This power rested with those who bore rule over the Jews. Men of corrupt hearts sought the distinguished office of high priest, and frequently obtained it by bribery and assassination. The high priest, clad in his consecrated and expensive robes, with the breastplate upon his breast, the light flashing upon the precious stones inlaid in the breastplate, presented a most imposing appearance, and struck the conscientious, true-hearted people with admiration, reverence, and awe. The high priest was designed in an especial manner to represent Christ, who was to become a high priest forever after the order of Melchisedec (The Review and Herald, December 17, 1872).{5BC 1100.8}

3 (Mark 14,53; Luk. 22,54; Joh. 18,13). En fordærvet præstestand. - Præstestanden var blevet så korrupt at præsterne ikke havde nogen skrupler for at for at begå de mest uærlige og kriminelle handlinger, for at udføre deres planer. Dem som havde påtaget sig ypperstepræsten høje hverv, før og ved Kristi første komme, var ikke guddommeligt udpegede mennesker der til det hellige arbejde. De havde ivrigt tilstræbt sig enhed ved kærlighed til magt og opvisning. De ønskede en position hvor de kunne have autoritet, og begå svindel i fromhedens forklædning, og derved undgå at blive opdaget. Ypperstepræsten havde en magtfuld og betydningsfuld position. Han var ikke blot rådgiver og mellemmand, men dommer; og der var ingen appelmulighed for hans beslutning. Præsterne holdt i tømme af den romerske myndighed, og fik ikke lovgivningsbeføjelser til at sende nogen i døden. Denne magt påhvilede dem, som herskede over jøderne. Mennesker med fordærvede hjerter søgte ypperstepræstens ophøjede embede og fik det ofte ved bestikkelse og attentat. Ypperstepræsten, iklædt sin hellige og dyrebare klædning, med brystpladen på sit bryst, glimtede lyset på de dyrebare sten, der var indlagt på brystpladen, var et meget imponerende udseende, og slog de samvittighedsfulde og oprigtige folk med forundring, ærefrygt og ærbødighed. Ypperstepræsten var på en særlig måde påtænkt at repræsentere Kristus, som skulle blive en ypperstepræst for evig, efter Melkisedeks orden (RH 17. dec., 1872).