Paul did not depend upon man for his ordination. He had received from the Lord his commission and ordination. He regarded his ministerial labor as a privilege. To him it was not a duty performed in return for money. He labored for the souls of men. “For though I preach the gospel,” he said, “I have nothing to glory of: for necessity is laid upon me: yea, woe is unto me, if I preach not the gospel!” He studied constantly how to make his testimony of the greatest effect. He sought the approval of God.{6BC 1088.10}

Paulus var ikke afhængig af mennesker for at blive ordineret. Han havde fået sit hverv og ordination fra Herren. Han betragtede sit præstelige arbejde som et privilegium. For ham var det ikke en pligt der skulle gøres på grund af penge. Han arbejde for menneskesjæle. ”Thi om jeg forkynder evangeliet,” sagde han, ”har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!” Han forsøgte hele tiden hvordan han kunne give sit vidnesbyrd den største virkning. Han eftersøgte Guds billigelse.