Yet Paul comes as near to expressing it as he can, that the imagination may grasp the reality as far as is possible to finite minds. It was a weight of glory, a fullness of God, knowledge that was measureless. It was an eternal weight of glory. And yet Paul feels that his language is tame. It falls short of expressing the reality. He reaches out for words more expressive. The boldest figures of speech would fall far short of the truth. He seeks the broadest terms which human language can supply, that the imagination may grasp in some degree the superlative excellency of the glory to be given the final overcomer.{6BC 1100.1}

Men Paulus udtrykker sig så godt han kan ved at sige, at kun fantasien nærmer sig det dødelige menneskes mulighed for opfattelsen af denne virkelighed. Dette var en vægt af herlighed, en guddomsfylde, og en uendelig kundskab. Det var en evig vægt af herlighed. Og dog syntes Paulus, at hans sprog var fattigt. Det beskriver ikke virkeligheden. Han søger efter mere meningsfyldte ord. Men selv det mest talende billedudtryk kan ikke beskrive sandheden. Han søger efter de mest indholdsmættede udtryk i det menneskelige sprog, for at fantasien i nogen grad kan opfatte den herligheds overstrømmende fortræffelighed, som den endelige sejrvinder opnår.