Men and women who are otherwise sensible and conscientious close their ears to counsel; they are deaf to the appeals and entreaties of friends and kindred and of the servants of God. The expression of a caution or warning is regarded as impertinent meddling, and the friend who is faithful enough to utter a remonstrance is treated as an enemy. All this is as Satan would have it. He weaves his spell about the soul, and it becomes bewitched, infatuated. Reason lets fall the reins of self-control upon the neck of lust; unsanctified passion bears sway, until, too late, the victim awakens to a life of misery and bondage. This is not a picture drawn by the imagination but a recital of facts. God’s sanction is not given to unions which He has expressly forbidden.—Testimonies for the Church 5:365, 366 (1885). {1MCP 304.3}

Både mænd og kvinder, som ellers er fornuftige og samvittighedsfulde, vil ikke høre på råd; de er døve for venners og slægtninges og Guds tjeneres (305) formaninger og bønner. En advarsel eller en opfordring til forsigtighed bliver opfattet som tåbelig indblanding og den ven, der er trofast nok til at gøre en indvending, bliver behandlet som en fjende. Alt dette er efter Satans ønske. Han spinder sin fortryllelse omkring sjælen, som bliver forhekset, bedåret. Fornuften lader selvbeherskelsens tøjler falde på lystens hals og vanhellig lidenskab får magten, indtil ofret for sent vågner op til et liv i elendighed og trældom. Dette er ikke et billede tegnet af fantasien, men en påvisning af kendsgerninger. Gud giver ikke sit bifald til forbindelser, som Han udtrykkelig har forbudt. - vidnesbyrd 5 365, 366 (1885).