Da profeten blev kaldt til at forlade hulen, som han skjulte sig I, bad englen ham stille sig frem for Herren på bjerget, og lytte til Hans ord. Idet Elias adlød, “se, Herren gik forbi, og et stort og stærkt vejr, der sønderrev bjerge og sprængte klipper, gik foran Herren, men Herren var ikke i vejret. Efter vejret kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der ild, men Herren var ikke i ilden. Men efter ilden kom der en stille, sagte susen og da Elias hørte den, hyllede han sit hoved i sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen.” Idet hans gnavenhed fortiede, blev han blødgjort og underlagt. Han kendte nu en stille tillid, fra tilliden til Gud, vil altid være en nærværende hjælp i trængende stund.—Review and Herald, 23.oktober, 1913.