Som Gud, kunne Kristus ikke fristes mere end Han ikke blev fristet fra Sin alliance med himlen. Men da Kristus ydmygede Sig selv til menneskenatur, så kunne han fristes. Han havde ikke blot påtaget sig englenes natur, men menneskelighed, fuldstændig identisk med vor natur, dog uden plet af synd. Et menneskes legeme, et menneskes tankesind, med alle disse særlige egenskaber, var Han ben, hjerne og muskler. Et menneske af vort kød, var han begrænset som det svage menneske. Omstændighederne ved hans liv, var af en sådan karakter, han blev udsat for al det besvær som tilkommer mennesker, ikke i velstand, ikke i vellevned, men i armod, afsavn og ydmygelse. Han indånede den luft som mennesker må indånde. Han betrådte vor jord som et menneske. Han havde en menneskesjæls fornuft, hukommelse, vilje og hengivenhed, som blev forenet med Hans guddommelige natur.—manuskript 57, 1890.