De sovende disciple var pludselig blevet vækket ved det lys, der omgav Frelseren. De så engelen bøje sig over deres Mester, der lå udstrakt på jorden. De så ham trykke Frelserens hoved til sit bryst og pege opad mod Himmelen. De hørte hans røst, der lød som den skønneste musik, og som talte trøstens og håbets ord. . . . . . . Atter giver disciplene i deres træthed efter for den mærkelige døsighed, der overvælder dem. Igen finder Jesus dem sovende.