Natten før den første dag i ugen var langsomt veget bort. Den mørkeste time, lige før daggry, var nu kommen. Kristus var stadig fange i sin trange grav. Den store sten lå på sin plads, det romerske segl var ikke brudt, og de romerske soldater holdt vagt. Og der var usynlige tilskuere. Skarer af onde engle havde samlet sig om stedet. Hvis det havde været muligt, ville mørkets fyrste sammen med sin hær af frafaldne for evigt have holdt den grav forseglet, hvor Guds Søn hvilede. Men en himmelsk hærskare omgav graven. Engle, som er vældige i kraft, vogtede graven og ventede på at byde livets Fyrste velkommen.—Den Store Mester, 779.